Månedsarkiv: februar 2018

Syg mus Vol. 2

23. februar, 2018

Dem der har fulgt med på Instagram, vil vide at historien om Arvingens sygdom langt fra sluttede med sidste blogindlæg.

I løbet af fredag fik vores lille mus det værre og værre, og han begyndte at virke til at have ondt samt temperaturen steg. Vi ringede derfor (igen) til vagtlægen for at få “go” for at give ham lidt panodil, det var ok – og Gemalen ræsede til apoteket og fik købt en flaske panodil junior. Hjem igen og panodil i drengen. Han tog det overraskende pænt, det virkede oven i købet til at han synes det smagte godt, bagefter fik han lidt mælk og faldt i søvn i armen af mig. Så langt så godt, lige indtil “blaaaaah” opkast, ud over ham selv, mig og sofaen – Nå af med hans bodystocking, og paniktørring af sofaen og mig selv + telefonisk kontakt med mine forældre, havde han mon nået at optage noget af det? Det mente de nok, så vi slog koldt vand i blodet og Arvingen faldt i søvn igen, resten af dagen hyggede han sig i ble og strømper og var i fint humør. Natten gik fint, han fik lidt mere panodil midt på natten – og klog af skade satte jeg mig ind på gulvet på hans værelse, for ikke at få opkast i sengen, vi klarede den nu uden så vi kravlede i seng igen.

Lille syg mus hos far

Lørdag derimod var hård! Gemalen var syg og arvingen havde det virkelig dårligt. Det lykkedes mig at få ham puttet til nogenlunde normal tid, men allerede nogle timer senere vågnede han dybt ulykkelig, det blev dog klaret med lidt mælk og hygge hos mor, men efter han var faldet i søvn igen, lagde jeg mærke til at han trak vejret ret underligt, i små stød og med sænket brystkasse. Jeg fik Gemalen til at kigge på ham også, han mente også det så helt forkert ud – så, jeps I gættede det, endnu et opkald til vagtlægen – og afsted, denne gang til Aarhus, fordi der var helt fyldt op i både Randers og Silkeborg. (I det mindste sneede det ikke denne gang). Vi kom til Aarhus cirka 23.45 og omkring en time senere kom vi ind og snakke med en læge.

Vi fortalte at vi havde en svag mistanke om astmatisk bronkitis, gemalen havde det som barn og synes at kunne genkende hosten. Lægen gav os ret, og udskrev en recept til Arvingen, inden vi kørte hjem, fik han lige første portion af en sød sygeplejerske – der resulterede i lidt mere opkast, men heldigvis også bedre luft. Vi var hjemme i seng igen omkring 02.30.

Søndag morgen kørte vi på vagtapoteket og hentede Arvingens medicin, derefter satte vi ruten mod Nordjylland, vi var ved at være godt udslidte begge to, og oven i købet var jeg også ved at blive syg nu. Så vi kom i pleje ved mine forældre – ganske smart så kunne min far, der er apotekter, give os en gang privat “tjek på inhalationen”  istedet for at vi skulle på apoteket senere for at få det.
Vi blev hos mine forældre søndag og mandag, og det var skønt både lige at få lidt aflastning, så vi begge kunne få sovet lidt, at blive nusset om og ikke mindst at der var nogen andre der sørgede for alt det praktiske, såsom at der skulle mad på bordet.

Stor dreng med sin spacer, der bliver undersøgt nøje

Tirsdag formiddag stod den på læge igen, jeg havde besluttet mig i forvejen for at jeg ville ned og snakke med vores egen læge omkring det her astmatiske bronkitis og hvordan vi skulle forholde os til det, nødvendigheden blev så understreget af at arvingen to nætter i streg nu var vågnet meget ulykkelig op, og virkede til at have smerter, på trods af panodilen, så nu ville jeg også gerne have tjekket hans ører – oooooog ganske rigtigt, væske i begge mellemører og undertryk i det ene, så nu har vi en tid til om 5 uger til at komme og få ørerne tjekket igen.

Derefter er det begyndt at gå fremad. Arvingen er nu feberfri og er begyndt at ligne sig selv igen, glad, pludrende og smilende – han hoster stadig og er stadig lidt pylret, men det er skønt at se at vi er på vej mod levesiden igen. Han er også begyndt at få skemaden igen, han har ellers nægtet at indtage andet end modermælk.

Spaceren med medicinen er også så småt accepteret, og vi kan klare de fleste gange uden gråd. Nu er vi spændte på at se om det er en engangsfornøjelse, eller om det er noget han skal døje mere med, i det mindste ved vi nu hvad det er – istedet for at stå i usikkerheden igen.

En meget friskere dreng i leg

 

Syg mus

16. februar, 2018

Så ramte det også os, sygt barn vel at mærke. Arvingen begyndte at være lidt mere pylret end han plejer i onsdags, men jeg tænkte ikke så meget over det – vi havde haft en begivenhedsrig dag i tirsdags, og det kunne bare være en reaktion på det. Desuden drillede maven også lidt, men den løste vi med lidt sveskesmoothie fra rema (arvingen var ikke imponeret og jeg kan ikke rigtig klandre ham for det)

Men efter han var kommet i seng til aften, begyndte han at hoste noget og det fortsatte hele natten, der stort set blev brugt i vores seng. Da vi stod op med gemalen klokken 6, startede arvingen med at kaste op ud over puslebordet, på grund af hosten – så i bad med ham og afsted på arbejde med gemalen. Arvingen og jeg satte os i sofaen og så flow tv om prins Henrik, mens der blev hostet og hostet. I løbet af formiddagen fik jeg en halv banan i ham, som han egentlig spiste med stor glæde – den kom så bare op igen kort tid efter, da vi tog en tur i barnevognen. Ind igen, hund ud af snor, tøjskifte, i hue og vanter igen, hund i snor, i barnevogn (altså barn, ikke hund) og afsted igen – så han kunne få sig en lille lur.

Mine forældre kom forbi på besøg, så det meste af dagen havde jeg søde hjælpere til den lille hostemus, han havde det egentlig ok, lidt mere træt end han plejer og han sov lidt kortere end han plejer om glad og smilende som vi kender ham. Der blev trillet med mormor, snakket og leget og drukket kaffe(dråber) med morfar.

Efter mine forældre var kørt og gemalen kom hjem gik det stille og roligt ned ad bakke med arvingen, hosten blev værre, temperaturen steg og humøret faldt drastisk. Da vi så også synes at vejrtrækningen blev noget mere besværet end vi var trygge ved, ringede vi til vagtlægen. Vi blev opfordret til at køre til Silkeborg fordi der ingen ventetid var der, mod 1 time i Randers – så afsted kørte vi. Vi havde bare ikke taget højde for småveje og snevejr, så det blev en lidt for spændende tur med langsom kørsel og udskridning på vejen. Men vi kom da til Silkeborg, arvingen havde sovet hele vejen, og da vi nåede frem var han glad og smilende og meget langt fra den dreng der var grund til at vi i det hele taget kørte afsted.

Træt og syg lille mus

Så vi undskyldte over for lægen med at der vist her virkelig var tale om førstegangsforældre, han var nu sød og beroligede os med et “hellere en gang for meget end en gang for lidt” han lyttede til arvingen og kunne berolige med at alt var ok, han skulle bare passes og plejes og ammes lidt oftere. Så vi trillede hjem igen, sneen var heldigvis holdt op, så turen var noget skønnere hjemad.

Jeg var nu glad for at vi lige fik ham tjekket, for han fik det meget dårligt i løbet af natten – så meget at havde vi ikke været afsted før, så var vi kørt til midnat – og hellere til vagtlægen klokken 20 end 24. Så natten gik med gråd, trøstning, forsøg på at få væske i arvingen (det være sig med æbeljuice i sutteflaske, æblejuice eller vand på sut og så lidt amning på en meget akavet måde, fordi arvingen ikke rigtig ville ligge i arm, men det tror da pokker hvis han havde høj feber.) Gemalen lagde sig op og sov på sofaen, så arvingen og jeg havde sengen at brede os i, han er blevet hjemme fra arbejde i dag, fordi vi i nat ikke var sikker på om hvad dagen ville bringe når nu han var så dårlig, og heldigt nok for det – for nu er gemalen selv ramt af virus i halsen…

Arvingen er stadig dårlig i dag, men hoster ikke så meget som i går, og temperaturen er næsten dalet til normalt niveau. Han er til gengæld blevet hæs, og hvis det ikke var fordi jeg vidste at det er generende og ubehageligt for ham, så lyder det faktisk lidt sjovt og lidt sødt med sådan en lille hæs mand.

Vi håber at han snart er tip top frisk igen, og at vi får en god weekend – ellers kender vi vejen til vagtlægen nu, mon ikke de ender med mange besøg inden arvingen er vokset op 🙂

 

5 måneder og skemad

8. februar, 2018

Arvingen blev 5 måneder i tirsdags og i går stod den på lægeundersøgelse og vaccination – begge dele klaret til UG. Ingen gråd ved første stik og hurtigt trøstet efter andet stik. Arvingen var tip top i orden, og en stor dreng. 70 cm lang (og lagde sig på den højeste kurve) og 8,5 kg tung (lagde sig på den 2. højeste kurve) – så er der da ikke noget at sige til at vi flyver fra den ene tøjstørrelse til den anden. De første body’er i str. 68 er på vej til at blive lagt væk og de første i str. 74 er fundet frem.

Arvingen bliver en stor dreng på mange måder, han har fået plads i vuggestuen fra 1. marts og vi skal på besøg hos dem her sidst i februar. Jeg starter på arbejde igen efter påske, så vi har heldigvis god tid til at få ham kørt ind. I den henseende er han jo stadig en lille dreng, han er bare udstyret med en mor der ikke er god til at gå på barsel. Istedet har jeg aftalt med mit arbejde at min restbarsel bliver brugt drypvist, hvilket giver mig én fridag om ugen frem til sommeren ’19. Det tror jeg vi allesammen får mest ud af.

5 måneder gammel

Vi er kommet ret godt fra start med skemaden, så der bliver kogt, most og blendet derud af. Jeg har indkøbt isterningbakker i Ikea som mosen bliver frosset ned i, så er det nemt at tage nogle stykker op til aftensmaden, istedet for at skulle koge en ny portion hver gang. Vi afprøver lidt hvad der fungerer og hvad arvingen kan lide. Til aften får han grøntsagsmos:

Kartoffel
Kartoffel + squash
Kartoffel + broccoli (giver en svært dårlig lugt i den anden ende 😉 )
Gulerod og ærter (ikke et hit)
Gulerod (et hit!)
Sød kartoffel

Til middag får han grød af enten boghvede, majs eller hirse, og så kommer der en “isterning” æblemos i. Grøden laver jeg fra dag til dag i mikroovnen. I små bøtter har jeg målt en portion mel af, så skal det bare blandes med vand og varmes igennem. Langt om længe har vores mikroovn fået sin berettigelse, så den har fundet vej op fra kælderen til køkkenet.

Endelig har han fået bananmos et par gange, det er et KÆMPE hit! meeen man kan jo ikke leve af bananmos alene, så det bliver kun engang i mellem, som lidt ekstra forkælelse – for eksempel i går, da vi kom hjem fra lægen.

Til maden drikker han vand, som bare er det bedste! især hvis det kommer i et glas. Jeg har ellers indkøbt en fin (og dyr) tudkop til ham, og han gider da godt bruge den, men glæden er størst når vandet kommer i et almindeligt glas, magen til dem mor og far drikker af.

At skemaden kører så godt, betyder også at vi nu har kunne fjerne 2 ammemåltider om dagen, hvilket egentlig passer mig fint – jeg er glad for at have kunnet amme ham, og at det er gået så nemt som det er – men jeg bliver aldrig langtidsammer. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, det er ikke fordi jeg er træt af at være afhængig af at skulle have ham med – det generer mig ikke. Det er heller ikke fordi det gør ondt, er ubehageligt eller andet i den stil – eller fordi jeg er bange for mit eget udseendet bagefter. Jeg har bare aldrig rigtig opnået den der “det er bare FANTASTISK at amme” følelse som så mange andre snakker om. Det er noget jeg gør for arvingens skyld, for at han kan få mad og få den bedste start på livet – that’s it.

Så alt i alt kan jeg vist godt konstatere at jeg elsker at arvingen er blevet ældre, ikke mindst fordi der begynder at komme mere “tilbage” små tegn på kærlighed – som når de små fingre bliver boret ind i kinderne (ørene, øjnene, munden eller håret…) og man får et ordentligt snaskekys af ham (uanset at det gør lidt ondt med de skarpe negle). Når han lyser op af glæde når jeg kommer hen til ham, eller når gemalen kommer hjem fra arbejde – eller når han om morgenen skraldgriner over i vuggen, fordi han ved at nu er det tid til at komme over i sengen og hygge mens vi vågner op – det er fantastisk, og jeg bliver aldrig træt af det.