Månedsarkiv: juni 2018

Det er ikke gris’…

16. juni, 2018

… det er udvikling.

 

Det prøver vi i hvert fald at fortælle os selv når arvingen ser sådan ud

 

For det er jo netop udvikling og vigtigt for barnet at få lov til at spise, føle og smage på maden. I tilfældet arvingen har det virkelig båret frugt – han er så god til at spise, at vi allerede nu bare kan sætte hans tallerken og en ske foran ham og så bliver der kørt indenbords. Der er mad ud over det hele – men det kan tørres op og det giver en helt anden spise situation når vi alle tre spiser på samme tid.

Vi vægter allerede nu højt at vi spiser sammen alle sammen. Den har arvingen fattet – så han sørger selvfølgelig for at vuffen ikke bliver glemt 😉

 

Sommerglæder og spiseri

10. juni, 2018

Leg i haven

Vi nyder sommeren, samtidig med at vi kæmper lidt med varmen. Det er svært at være baby i varmen, og det er faktisk næsten endnu mere svært at være babys mor og far.

Vi har taget kampen med varmeknopperne og det at sove i varmen. Men det hjælper lidt på det hele, og i dag har vi virkelig nydt regnvejret med indehygge og nogle gode lange lure (og et par korte til forældrene).

Jordbærtud

Sommeren har også medbragt en ny yndlingsspise for arvingen – jordbær! Han og gemalen kører forbi en gårdbod på vej hjem fra vuggestuen som sælger de lækreste økologiske jordbær. Så der bliver guffet – nu er gemalen vist også blevet overbevist om at vi skal have jordbær når vi engang får vores helt egen have.

Og nu vi er ved spisning, så tager arvingen stadig godt fra, og nu er han begyndt på selv at bruge ske og gaffel. Det er stadig lidt svært og det sviner (meget) men han får lidt mad ind med skeen/gaflen (og resten med fingrene) og han er noget så stolt når det lykkes. Jeg havde ikke lige regnet med at vi skulle nå dertil allerede, men han begyndte at stjæle vores gafler – så det måtte være et godt tegn på at han var klar.

Udvikling er svært

Men hvor det går fremad og vildt hurtigt med at spise, er det lidt mere stillestående med at komme fremad, det der kravler i det sker bare ikke rigtig. Som andre børn, også dem der er yngre end ham, begynder at kravle bliver jeg mere og mere bekymret over at der ikke sker så meget her. Men altså det skal jo nok komme, og når han først lærer det så kommer jeg nok til at savne tiden hvor vi ved hvor vi har ham.