Kategoriarkiv: hverdagslivet

Det var måske også på tide…

22. august, 2015

… med et lille indlæg her fra min side, bloggen er blevet nedprioriteret lidt her på det sidste.

Sagen er jo den at jeg har fået mig et arbejde – sådan et helt rigtigt, lønnet – vi får ikke tilskud til dig – kompetenceudnyttende – du skal også være her efter et halvt år – arbejde… Det er skønt! virkelig skønt, men også lidt hårdt… Lidt hårdt at komme igang igen, men nok mest af alt at lære en masse nyt og forholde sig til en masse nye indtryk.. Faktisk beskriver hende her det nok allerbedst. Jeg er kvæstet – og glad! hver aften når jeg kommer hjem.

Vuffen er meget empatisk og er træt sammen med mig.

Rutinen er allerede blevet bedre og jeg begynder at have lidt mere overskud om aftenen, men jeg har godt nok været glad for at have gemalen til at tage en del af læsset herhjemme, ellers er jeg ikke sikker på at jeg havde fået noget at spise hver dag.

Men jeg elsker at være på arbejdsmarkedet igen, jeg har fået nogle skønne kollegaer og et par dejlige ledere og det er virkelig bare det hele værd. Godt nok bruger jeg 5 kvarter (+) i bilen hver vej, men med thé i “truckerkrus” om morgenen, ny bil, radio og kørselsordning kan klare det meste – selv kødannelse omkring Aalborg.

Så ja – det er altså derfor der har været så stille på bloggen – men mon ikke det bliver bedre med tiden. God weekend til jer derude.

Den store strandjagt

5. juli, 2015

I går havde vi besluttet at turen skulle gå på stranden, det sker meget sjældent da ingen af os er de store dtranddyr. Men varmen  gjorde nu at vi synes at stranden var det mest oplagte valg for dagen.

Dagen startede fint med at vi sov længe  (rigtig længe) og spiste morgenmad på altanen, vi havde tænkt os at spise på den østvendte (med havudsigt) men der var alt alt for varmt,  så vi tog den vestvendte med skygge. Efter et par timer på altanen hvor vi på skift havde holdt hinanden på plads fordi der virkelig ikke var nogen grund til at have så travlt, var der lige en trailer der skulle tømmed og afleveres, og en lillebror der skulle bydes velkommen til “den rigtige del af Danmark”.

Derefter køete vi hjem, iførte os badetøj og et par liter solcreme, fandt håndklæderne frem og satte turen mod stranden, vi startede med at køre mod Frederikshavn, fordi vi der kan finde en strand der ikke er så overfyldt, men da vi nåede halvvejs kørte vi direkte ind i en tågebanke uden lige – havgusen havde ramt – hårdt! Nå men det kunne da også være ligemeget, vejret havde været fint i Sæby og ofte er havgus ret lokalt. Så vi kørte tilbage  men nu var Sæby også  indhyldet i fedtet tåge.

Vi blev så enige om at køre til vestkysten, der var pålands vind her, så det måtte da betyde at vi kunne være rimelig gusfrie ved Tversted, så afsted med os og ud til stranden – hvor der så, surprice surprice … også var havgus! Så røg de medbragte håndklæder i ringen, og vi gav op. Istedet spise vi så frokost i Tversted og kørte hjem derfra. Så meget for en strandtur…

Aftenen gik lidt mere heldigt, i kolonihaven med et par gode venner, ild og lambrusco.

 

I dag er gemalen blevet kaldt på arbejde i nogle timer, så vuffen og jeg nyder skyggen på altanen – hvilket også gør at der bliver blogget fra tabletten – så hvis der er nogle virkelig underlige fejl i indlægget  er derfor.

Så blev det sommer..

13. juni, 2015

endelig endelig endelig kom sommeren – det har alle andre bloggere sikkert også skrevet om, jeg er bare først nået til det nu – fordi jeg har haft travlt med at nyde sommeren og tage store beslutninger (mere om det i et andet indlæg).

Det er blevet til et par dage i haven hvor jeg har sat gemalen af på arbejde og så kørt derud. Jeg havde fået den fantastiske idé at jeg da sagtens kunne grave den smule græs af, der skulle væk inde i det nu udvidede drivhus – jeg kom til at hade mig selv en lille smule for det. Det var hårdt og det var varmt. Men gjort blev det – og nu er drivhuset endeligt klar med tomat, agurk, chili og squash planter – nogen i kapilærkasser og andre i det nu nyanlagte bed, hvor der før var græs.

Halvvejs igennem

Ellers har jeg vel egentlig bare nydt sommeren som så mange andre – herhjemme har vi en vestvendt altan, så det er blevet til nogle eftermiddage og aftener der ude, med grillmad og kølig rosé

Gin’ o clock er vist det mest brugte udtryk her.

Stemt er der også blevet – vi er nemlig på ferie på valgdagen, så vi prøvede at brevstemme for første gang.

Andre ferie forberedelser har også været igang – det har mest handlet om at få vasket tøj indtil videre og så indkøbe et par fornuftige sandaler til mig. De ser måske ikke så fornuftige ud, men de er vitterligt de mest fornuftige sko jeg har haft siden min mor stod for skoindkøb til mig. De er med memoryskum (det hedder det ikke når de er i sko – men anyways) og stødabsoberende materiale i sålen. Skrækkeligt fornuftige, jeg må være ved at blive gammel…

Men rimelig pæne er de da – og røde negle kan gøre alt lidt mere classy.

Og nu er tide så kommet til lidt mere ferie – til fyn og “sydhavsøerne” går turen denne gang. Så i dag skal stå på pakning og klargøring til at køre i aften.

Rigtig god weekend til jer alle 🙂

“Det jo forååååaaaaahtjuh…”

29. april, 2015

Jeg elsker birketræer, de er simpelhen det smukkeste og mest elegante træ naturen har skabt og jeg vil kæmpe en brav kamp for det ene birketræ jeg ejer og dem jeg senere skulle komme til at eje.

Det smukke birketræ lige uden for vores vinduer.

Der er bare en periode på 2-3 uger her i foråret, hvor birken gør kærligheden meget svær at huske. Jeg er simpelthen ved at gå til i allergi, på grund af det åndsvage pollen sådan nogle træer åbenbart mener de skal afgive. Jeg har altid haft birkeallergi (i hvert fald al den tid jeg har vidst jeg har vidst at jeg har allergi) men de senereste år er overfølsomheden over for birk bare gået amok! Det i en sådan grad at krydsallergier nu forhindre mig helt fra at spise nødder og mandler, og fra at spise meget mere end hvad der svarer til én gulerod.

Sidste år måtte jeg bide i det sure æble og indse at de allergipiller jeg har kæmpet sådan imod at tage (synes de sløver så meget, og mine andre allergier har været mere helårsbetonede, så har ikke haft lyst til konstant at være på medicin, når jeg har kunne finde andre måder at tackle det på) nu måtte i brug. Når øjendråber og næsespray holder op med at virke efter 15 minutter, må det berømte håndklæde smides i ringen.

Nu er den kære birkesæson igang igen (er det ikke ret tidligt i år? eller er det bare mig der altid synes det er fortidligt..?) Og i går aftes foregik i en trancelignende tilstand. Havde ellers været kæphøj hele dagen “nej nej, det er ikke birk jeg reagerer på, jeg er jo ikke ved at dø endnu…” – det var jeg så til aften..

Så i dag måtte turen gå omkring apoteket, så jeg nu er væbnet til sæsonen og forhåbentlig kommer mere levende igennem end sidste år.

Struktur på hverdagen

22. april, 2015

Jeg synes dagene er begyndt at flyde lidt sammen, og nogle kedelige opgaver, har det med at blive udskudt i det uendelige. Så for at få lidt struktur på min hverdag har jeg lavet mig sådan en her

På den kan jeg så, på små post-it få skrevet op hvilke opgaver jeg skal nå i løbet af ugen, og på den måde være sikker på at jeg fx rent faktisk får gjort brændeovnen ren (hvilket ikke er sket siden vi holdt op med at bruge den for et par måneder siden).

På samme måde undgår jeg også den nagende dårlige samvittighed over at jeg igen har udskudt noget jeg burde gøre. Når dagens opgaver er udført, kan jeg hygge mig med de sjove opgaver, som eks. at blogge.

Nu har jeg brugt den siden mandag og indtil videre fungere det ret godt for mig – også fordi jeg med mit behov for orden og struktur, har en utrolig stor nydelse i at kunne strege en opgave over, når den er udført. (Billedet blev taget i mandags, derfor der ikke er streget noget over)

Jeg skal måske til at passe på at vi ikke drukner i planer og lister herhjemme – men regner med at gemalen siger fra, hvis det bliver for meget. Foreløbig er det også kun 2 – madplan og den her, så indtil videre overlever han nok. Måske især fordi den her kun gælder mig, så længe jeg går hjemme og han arbejder, med de skæve arbejdstider han har nu, er vores husholdning sparket tilbage til “de gode gamle dage” hvor en mand var en mand, en kvinde en kvinde og ligestilling en gangart. Men det er også okay – Jeg kan udemærket forstå at lysten til at tage en vals med støvsugeren ikke er særlig stor når man kommer hjem fra en 11-timers arbejdsdag.