Kategoriarkiv: mine tanker

Farvel – og tak!

30. september, 2018

Nogen gange, så skal man lægge hånden på maven og mærke efter…

Det har jeg gjort og mavefornemmelsen sagde mig at det er på tide at lukke den ned for Hende Den Lille Lyshårede – sige farvel, og tak! Tak fordi I har læst med, fordi I har haft lyst til at følge med i mine små fortællinger, tanker og øjeblikke fra hverdagen!

Grunden til at jeg lukker ned er ret enkel – jeg er ganske enkelt kørt død i det. Arvingen laver stadig alle mulige søde og sjove ting – måske endnu flere nu han er blevet ældre. Vi tager stadig på ture og ferier, bager kager og holder fester. Men hvor jeg før tænkte “det her skal jeg huske at få på bloggen” – så rammer den tanke mig bare ikke rigtig længere.
Den faste læser vil vide at det ikke er den første døde periode jeg har haft – men nu har jeg incitamentet for at sige helt stop.

Det kommer sig måske blandt andet af, at bloggen her aldrig rigtig har fundet sig en “plads” – jeg har ikke brug for at være en af de store bloggere, få sponsoreret alt muligt, eller blive “influencer” jeg har blogget fordi jeg har haft lyst. Men jeg må også sande at det er et alt for stort, og til tider alt for ligegyldigt marked jeg er på. Jeg er nu blevet en “mommyblogger” men jeg er helt almindelig, uden behov for at belære andre om mine holdninger til kost, fødevare, opdragelse mv. – ikke at der er noget galt i det, er de fleste ikke sådan? 😉 men når det kommer til bloggerverdenen, så skal man vist helst være insta-venlig i douche farver, langstidsammer eller gå ind for *indsæt fødevare*-fri kost – eller i den stik modsatte retning og vise alt det grimme, med en ironisk tilgang til det hele. Det er alt sammen meget fint, men skal jeg blogge skal jeg være tro mod mig selv, og jeg bliver aldrig insta-venlig, jeg spiser gladeligt både sukker, gluten og laktose (det samme gør arvingen) – den ironiske tilgang til det hårde mor-liv kunne jeg måske bedre – men helt ærlig jeg ville nok ende med at føle mig lidt som en kopi af nogle af de virkelig store i den verden – og en kopi – DET vil jeg ikke være!

Skulle bloggen fortsætte, så skulle der ske et eller andet. Enten skulle der ske et seriøst skifte, ny opsætning – måske ny tilgang til hvad der skulle skrives. Eller også skulle jeg sige stop mens legen er god. Jeg valgte det sidste.

Helt ud af “blogosfæren” forsvinder jeg nu ikke. Jeg skifter nemlig retning – men så radikal en ændring at der skulle en helt ny side til. Jeg har nemlig endelig, fået form på en blog jeg har haft lysten til at starte i mange år – men lidt har manglet indholdet til.

Jeg har nemlig i mange år drømt om at kunne have en bibeskæftigelse som arkitekturformidler. Jeg gør lidt i det, i form af foredrag (og et enkelt skriv til en bog) om Skagens arkitektur. Men tanken om en bevaringsfaglig blog har længe rodet i baghovedet. Jeg har bare manglet den rigtige form – skulle den handle om fine bygninger, om nye projekter eller noget tredje? og var det i det hele taget muligt at holde gang i den, med fuldtidsjob og familieliv – sådan en blog vil kræve smukke billeder, mange ture ud i landet, eller lang tid i den del af arkitektfaget jeg beskæftiger mig mindst med.

Nu er der styr på hvad den skal handle om – vi har nemlig købt et bevaringsværdigt hus, og selvfølgelig skulle bloggen handle om det. Vi skal ikke igang med en kæmpe ombygning, faktisk skal vi (akut) lave meget meget lidt. Men vi elsker vores nye hus og i et gammelt hus vil der altid være noget at lave. Vi vil derfor restaurere, indrette og leve i huset sådan som vi synes man skal i et hus fra starten af 1900-tallet. Jeg vil med den nye blog prøve at udbrede kendskabet til stilperioden, til glæderne ved et bevaringsværdigt hus og til hvad man kan gøre for at bo nutidigt i historiske rammer. Sideløbende vil der være lidt om vores have og om inspiration eller blot andre smukke bygninger jeg støder ind i på min vej.

Det bliver spændende – og har du lyst til at følge med er du velkommen. Siden hedder B VAR – du kan også følge med på Facebook eller Instagram. Vi overtager først huset til 1. december, så indtil videre vil det mest være skriverier om hvad vi har af planer og drømme – siden vil der følge reelle projekter.

Endnu engang tak fordi du har haft lyst til at følge med! Du er stadig velkommen på min instagram, hvor både gemalen, vuffen og arvingen vil dukke op fra tid til anden 🙂  denne side vil fortsat eksistere noget tid endnu – der vil bare ikke komme flere indlæg.

De bedste hilsner
Eva

Stop på natamning

25. juli, 2018

Sidst skrev jeg lidt om vores plan for ferien, med at få sat en stopper for natamning. Fra arvingen var 6 måneder gammel burde han ikke have haft behov for det, og har også sovet igennem indimellem men overordnet er han bare fortsat med gerne lige at ville have lidt mælk 1 – 2 gange om natten. Indrømmet, det er tildels min egen skyld jeg har ladet ham gøre det, især fordi det bare var nemmest og gav (trods alt) mest nattesøvn inden endnu en arbejdsdag. Men nu skulle det være slut og ferien var en oplagt mulighed for at gøre det.

Arvingen havde bestemt ikke godkendt den plan! Alle jeg snakkede med sagde “3 dage – så er han inde i det” jo jo, 1,5 uge er vel cirka det samme som 3 dage…

Aldrig har jeg oplevet arvingen så hysterisk, han gjorde sig helt stiv i kroppen, skreg i vildskab og nægtede at blive trøstet. Hver gang han fik sutten blev den flået ud og han søgte efter brystet, når han blev tilbudt vand fra flaske blev den skubbet væk. Ind imellem var det nok bare at komme over til gemalen, andre gange kunne vi bruge timer på at gå rundt, synge sange, trøste, nusse for så til sidst at give op og sætte YouTube igang på fjernsynet Popsi og Krelle har været guld værd. Arvingen kunne se det stille og roligt til han faldt i søvn og vi kunne slumre lidt ved siden af imens.

Men NU er det lykkedes. I en hel uge nu (7-9-13) har vi klaret det uden hysterisk baby. Han vågner stadig og er indimellem ked af det, men nu er han nået til at kunne blive krammet af mig og falde til ro, istedet for at blive sur over at der ingen mælk kommer. Det har ellers været gemalens job, fordi der ved ham netop ikke var mælkeduft. Det er ret skønt at have en noget mere sammenhængende nattesøvn igen. Vi krydser fingre for at det holder ved.

På et tidspunkt må man jo overgive sig

7 gode råd til stop af natamning af din baby

Og så til mine gode råd til stop for natamning. For alt hvad jeg kunne finde når jeg googlede ammestop var bare ikke noget jeg kunne bruge. Rigtig meget skrevet af “langtids-ammere” men altså man kan bare ikke gøre helt det samme med en på 10 måneder som en på 2 år.

Så altså – herefter goes (hvis du vil stoppe natamning for en baby under 1 år)

  • Vær konsekvent! Det er ikke bare lidt slut, eller gradvist slut, det er helt slut, ellers er det ikke til at forstå for baby.
  • Vær lidt overbærende og der fejlede jeg så punkt 1 allerede. Du opnår ikke ammestop over én nat, så hvis det går helt i hårknude og du selv (og din partner) er ved at få i opløsning så er det måske bedre lige at give lidt mælk, men vær klar over at det udsætter stoppet lidt. Brug kun det her som sidste udvej og vist det på nogen måde er muligt så først når baby er faldet til ro. For at man ikke bare kan skrige/græde sig til at få mælk.
  • Aftal det med din partner, fastlæg jeres roller fra starten. Her fejlede jeg selv, helt naivt havde jeg ikke tænkt over at det var essentielt at få gemalen på banen – og med en hysterisk baby på armen klokken l**t om natten bliver man ikke populær på at sige “nu er det altså din tur” (sagt meget lidt pænt og overskuddsagtigt)  da vi lige fik klarlagt forventningerne og rollefordelingen gik det meget bedre.
  • Hav vand stående klar. Nogen gange er man bare tørstig, det gælder også babyer, især i den her varme. Så det er godt lige at kunne tilbyde lidt vand istedet for. Vi har haft det i en sutteflaske for ikke at få vand ud i hele sengen, arvingen er god til at drikke selv, men også god til at smide vand ud over det hele.
  • Hav backup underholdning klar. Der er ingen skam i at bruge YouTube til sin baby, især ikke om natten. Især hvis det kan give dig bare 15 minutters mere søvn (efter at have været vågen i 2 timer klokken l**t)
  • Tal fornuft til din baby okay reelt ved jeg ikke om det passer – men med arvingen virkede det da jeg en nat fortalte ham at mor bare ikke havde mere mælk og vi ikke gjorde det for at være onde, men at han måtte få sutten og vand. Om det reelt var ordene eller bare det at jeg snakkede roligt til ham ved jeg ikke, men det virkede. Derefter accepterede han vandet.
  • Pak den dårlige samvittighed væk nej I er ikke dårlige forældre for at ville have jeres nattesøvn igen. Nej du er ikke en dårlig mor for ikke at ville fortsætte amningen til barnet er 4 år gammel, uanset hvad “mor-marfiaen” siger.

Misforstå mig ikke – folk må amme lige så længe de vil, bare de ikke forventer at se mig amme en 2-årig. Jeg har været glad for at kunne amme arvingen, men det har bestemt været for hans skyld og ikke min – og nu glæder jeg mig til snart at være færdig med det.

Arvingen bliver stadig godnat ammet lige inden sengetid. Det er den der er sværest at få udfaset – vi har et mål der hedder hans 1 års fødselsdag, der er 1,5 måned til… Vi håber.

Flytte flytte flytte

31. marts, 2017

Nå – der blev stille igen, på trods af alle mine gode intentioner, så blev bloggen forsømt igen…

Grunden til det er, at kort efter at jeg kunne offentliggøre vores store glæde i form af en familieforøgelse skete der endnu en stor omvæltning i vores liv.

Gemalen, der blev udlært som butiksassistent i COOP i slutningen af januar, har nemlig fået nyt job – i nærheden af Randers. På under 1,5 måned blev vi enige om at vi var klar til at flytte til Randersområdet – gemalen fik jobbet – vi fandt et nyt sted at bo – fik arrangeret flytning – flyttede og gemalen startede på det nye job. Det er gået stærkt, det er livsomvæltende, det er lidt vildt – men det er samtidig også helt rigtigt for os.

Vuffen fik en forkærlighed for at ligge på flyttekasserne

Vi har længe vidst at Sæby ikke var der vi kom til at bo for altid – efter jeg fik et job som gav en pendlertur på 110 km hver vej, lå det ligesom i kortene at vi, på et tidspunkt, skulle flytte længere nedad i landet – vi skulle bare lige have gemalens uddannelse afsluttet først. Men det gjorde at vi gik i flyttetanker i 1,5 år – med løbende søgen efter hvor vi kunne tænke os at bo.

Da det så endelig lykkedes at blive gravid, blev alle flyttetanker lagt på hylden – i cirka en måned, for så kom jobtilbuddet, og så rykkede vi hurtigt – så nu bor vi i Langå (i ved, den der med banegården… Det var cirka den viden jeg havde om byen inden vi flyttede hertil)

Det er dejligt at være flyttet, selvom at en flytning kombineret med fuldtidsjobs + en graviditet ikke er det letteste i verden, har det givet en ro på som vi har savnet længe. NU bor vi HER og her skal vi blive boende et godt stykke tid endnu.
Samtidig har jeg fået cirka en times mindre transport om dagen og ikke mindst har gemalen fået arbejdstimer der gør at han har fri om aftenen og en del flere weekender end vi har været vant til. Det betyder at vi lige pludselig ser hinanden langt mere end vi plejer og hverdagen kan køre på en helt anden måde end hvad den har gjort længe – og det er uvurderligt!

Men flytningen var hård. Der var ikke lang tid til at få pakket i kasser, graviditeten har medført tabte kræfter og en frygteligt træthed til mig, så jeg kan slet ikke holde til hvad jeg plejer, jeg må ikke løfte på den tunge kasser og var derfor hele tiden afhængig af gemalen (og af gode venner og familie under flytningen) hvilket ingen brokkede over – bort set fra mig. Det er det eneste rigtige, men jeg hader at være hjælpeløs og ikke lige kunne klare tingene selv. Samtidig blev jeg frygtelig syg ugen op til flytningen og lå i sengen i flere dage (og levede af nutellamadder) hvilket lagde en dæmper på at få styr på de sidste ting – så selve flyttedagen var med stor frustration for mit vedkommende – der foretrækker at være helt tjekket og klappet og klar, især når man er afhængig af andres hjælp.

Vuffen tog flytningen med ophøjet ro.

Men som sagt, så er vi velsignet med gode og hjælpsomme venner og familie. Et par gode (stærke) venner og gemalens søskende hjalp med flytningen, og mine forældre tog sig af hele rengøringen af vores gamle lejlighed.

Min fornemmeste opgave blev at have overblik og sørge for mad i løbet af dagen- så det prøvede jeg på. Maden var der i hvert fald.

Flyttelæs på vej ud

Og nu bor vi så i Langå – og det er vi faktisk ret glade for. Vi har fundet et rigtig godt sted at bo virker det til, en slags rækkehus i en boligforening, med rolige naboer og den smukkeste udsigt til Langå sø

Ikke vores udsigt, men dog Langå sø

Vi har fået have igen og der er plads til os alle, gemal og mig, vuffen og ikke mindst parasitten når han/hun melder sin ankomst (forklaring på kaldenavn kommer senere)

Det at flytte til Randersområdet var egentlig ikke det værste valg vi kunne træffe. Via gemalens kurser under uddannelsen som salgsassistent, har vi fået nogle gode venner i området hernede. Jeg selv kommer (helt oprindeligt) fra Randers – og finder det indtilvidere ret hyggeligt at være flyttet tilbage til området, og kunne genkende byen og stederne omkring – måske ikke nødvendigvis finde rundt, men dog have en ret god idé om hvad vi skal hvor henne. Samtidig har jeg også et par gamle venskaber jeg håber at kunne genoptage og ikke mindst har jeg lidt familie tilbage i Randers. Så vi føler på ingen måde at vi starter fra bunden – som en flytning ellers meget vel kunne have medført for os.

Perlehøns som vi ofte møder når vuffen bliver luftet

Så alt i alt er vi glade, selvom omvæltningen har været stor, det tager tid at komme på plads og vi stadig har flyttekasser der mangler at blive tømt. Men det skal nok komme alt sammen, og nu ser vi frem til foråret for alvor sætter ind, med havearbejde, mere og mere lys og varme og ikke mindst gemalens fødselsdag på tirsdag og 20 ugers scanning på torsdag – der gerne skulle afsløre om børneværelset skal være lyserødt eller lyseblåt.

Men hvad skete der da lige?

26. september, 2016

Kom til at kigge ind på bloggen, som jeg godt ved jeg har forsømt … meget! men blev alligevel lidt overrasket da det gik op for mig at jeg ikke har skrevet noget herinde siden april.

Og hvad er så grunden til det? Intet nyt og spændende at fortælle om? Ingen nye projekter? Ingen tanker om noget? – ingen af delene. Projekter, oplevelser og tanker er der massere af. Det er nok mere tiden der er mangel på. Sådan noget arbejde er en forfærdelig tidsrøver – og i prioriteringen af hvad jeg skulle bruge min tid på er bloggen vist bare blevet glemt.

Vores liv er blevet en del anderledes end det var da jeg startede bloggen. Faktisk er det blevet en hel del anderledes end hvad det var for lidt over et år siden. Det hele falder tilbage på det dejlige faktum at jeg har fået et arbejde. Et arbejde jeg elsker og glæder mig over at kunne stå op til hver morgen. Men også et arbejde der indebærer 3 timers transport hver dag og kombineret med gemalens arbejdstider i en dagligvare butik  har det medført at vores tid sammen er forholdsvis sparsom – især sammenlignet med hvad vi har har haft tidligere. Først som studerende og senere som én ledig/én arbejdende som det stort set har været fra vi blev færdiguddannede frem til sidste år, hvor jeg også fik fast arbejde.

Men jobbet er jo ikke bare en tidsrøver – det er også en passion – underligt som det måske kan lyde at et job på kommunen kan være en passion. Men det er under alle omstændigheder hvad det er blevet. Gemalen kan nu skrive under på at det måske kan være hårdt at gift med en arkitekt, men at være gift med en arkitekt der er byggesagsbehandler er vist værre. En ny verden har åbnet sig, og det er ikke til at forklare – men det er vildt fascinerende. Den faglige nysgerrighed er stor og det kan være svært at lægge fra sig.

Jobbet er jo også helt lav praktisk grundlag for en økonomi der kan begynde at bære de ting vi egentlig gerne vil. Jeg synes vi er blevet ret gode til at komme afsted til foredrag i lokalsamfundet, til arrangementer, på ferie og småture rundt i landet. Langt fra hele tiden og ikke til alt hvad der er – men ind i mellem, når der er tid. Faktisk har året budt på en helt ny oplevelse for gemalen, da jeg “inviterede” (hedder det det, når man har fælles økonomi?) ham med i teateret for at se en ny opsætning af Sommer i Tyrol. Han var heldigvis solgt – og de næste billetter er indkøbt (skal dog først bruges til januar.)

 

Og så kommer hele grunden til at jeg i netop i dag, kom herind og fik taget mig sammen til at skrive noget. I dag stod jeg nemlig op til den sørgelige nyhed at Svinkløv Badehotel er brændt ned til grunden. Jeg blev helt trist – langt ind i hjertet. For ikke bare begræd jeg det faktum at en kulturhistoriske arkitektonisk værk nu er forsvundet for tid og evighed, og aldrig – på nogen måde vil kunne genetableres til at være det samme.
En langvarig drøm om at bo på Svinkløv på et tidspunkt blev også slukket, og et spark bag i ramte mig om at man skal lade være med at udsætte drømmende igen og igen, men kaste sig ud i dem og “tage chancen.” Det er måske en lidt voldsom reaktion for et badehotel og en ferie, men det understreger nogle tanker jeg har haft på det sidste – som jeg tror jeg vil prøve at være bedre til at føre ud i livet, frem for at tie/tale dem ihjel.

Så i dag har jeg iført mig et imaginært sørgebind, sunget med på Albertes Lyse Nætter og sendt bønner til det højere magter om at hvis/når Svinkløv bliver genopbygget, går de ikke efter at bygge en kopi – men efter at gentænke badehotellet – og stedets ånd, i en ny bygning opført i vores samtid. Det bliver spændende at følge!

 

Nu må vi se om jeg bliver bedre til at følge op herinde, måske et opsamlings heat ville være på sin plads inden alt for længe.

 

 

Den fineste kjole

16. januar, 2016

Vi er inviteret til galla fest her i starten af marts. Det har givet uanede muligheder for at drømme om stort tylskørt, bling og blonder. Alt sammen blandet sammen med en snusfornuft der sagde “hvornår vil du nogen sinde bruge den kjole igen – og bør du så virkelig bruge flere tusinde kroner på den?”

Så jeg var ude i overvejelser af at købe en fin blondekjole af dem der er så meget på mode nu, og så spiffe den op med et hjemmesyet tylskørt (i samarbejde med min mor, der er noget mere rå til at håndtere en symaskine end jeg er) – efter lidt jagt på den helt rigtige model i den helt rigtige farve, der viste sig at være lidt af en udfordring… Lagde jeg jagten lidt på standby.

En dag kiggede jeg inde ved Vintage Divine og faldt over den smukkeste aftenkjole, til bare 300 kr. Den synes jeg fint jeg kan bruge til gallakjole – og finder jeg ikke en anden lejlighed til at bruge den, så kan den til den pris sagtens hænge i skabet indtil jeg synes det er på tide at en anden får glæde af den.

Der skulle ikke så meget betænkningstid til før den var bestilt, og nu hænger den og venter i mit skab, på at det skal blive marts og den skal i brug.

Jeg faldt fuldstændig for den dybe ryg i kjolen

Det nederste af skørtet

Detalje af toppen

Nu er jagten gået ind på sko, smykker og hårdims – smykker har jeg en idé om godt “bare” kunne blive til noget blingy noget fra Glitter, hårdimsen er jeg gået lidt i samarbejde med min søster om, hun har kastet sig noget ud i at lazerskære ting og sager og vil gerne skære lidt for mig også – og så er det bare skoene – drømmen er ubetinget dem her men jeg er ikke så overbevist om prisen…  Der er nok lidt for meget jyde i mig der – det er jo, trods alt, bare et par sko! men åååh hvor er de altså bare smukke. Jeg håber jeg måske kan finde nogen der har lidt den samme elegance over sig – uden at være en kopi. Jagten er sat ind, og skulle nogen kende til noget ala tager jeg gerne imod bud, går det helt galt har jeg et par i den rigtige farve meeeen de er nu altså ikke helt de rigtige til den her omgang.

Nu er det ikke fordi jeg har tænkt mig at blive modeblogger, eller noget i den dur – det er der vist mange der er bedre til end jeg – men begejstring skal deles, så derfor dette lille indlæg fra mig – en sen lørdag aften.