Kategoriarkiv: Uden etiket

Det er hårdt i varmen

16. maj, 2018

Især hvis man spørger arvingen. Sove til middag er han ikke meget for når det er så rygende varmt (det er han vist hverken den første eller sidste baby til at mene) så når han bliver hentet fra vuggestue de her dage er han træt med træt på.

Og så træt at han er helt ulykkelig hvis tingene ikke lige går efter hans hoved. Så de sidste par dage har vi praktiseret “meget sen middagslur” inden spisetid, så han er nogenlunde vågen til at få noget aftensmad – og så i seng derefter.

Det første der sker når vi kommer hjem, er at tage det sidste tøj af ham (som regel bare en bodystocking) og så foregår resten af dagen i ble og bar mave. Det er også sådan han sover for tiden, men når der er så varmt må man jo finde løsninger.

Aften outfittet

I morgen har arvingen  og jeg fri. Vi skal til børnegudstjeneste og have besøg af mormor. Måske vi skal have gang i badebassinet.

Barselsdag

30. april, 2018

Arvingen og jeg holder barselsdag i dag. Vi skal bare hygge og bruge lidt tid sammen. I aften skal jeg nemlig holde foredrag i Ebeltoft så der skal gemalen og arvingen passe (og putte) hinanden.

Lidt praktisk bliver det dog også til i dag. Bilen skal have nye bremseklodser så lige nu er vi en tur på værksted – godt vi har en god mekaniker, vi har efterhånden været her mange gange… Med to biler der kører mange kilometer kommer man vist næsten på fornavn med sin mekaniker (det er vi i hvert fald)

 

Så nu venter vi her, arvingen har fået en madpakke med, så er han beskæftiget

Rugbrød med hamburgerryg er lykken

Konfirmationslørdag

28. april, 2018

Min kusine blev konfirmeret i dag, den sidste i rækken – næste gang vi skal til en konfirmation bliver det nok arvingens.

Det var arvingens første store fest (hvis vi ser bort fra det bryllup vi var med til da han var 10 dage gammel, men der sov han fra det meste) og han klarede det i fin stil.

Vi havde taget lidt mad med hjemmefra, en (kyllinge)leverpostejsmad og nogle banan pandekager hvilket var meget godt, han var noget sulten da vi kom derned, så han nåede lidt at kværne en pandekage og leverpostejsmaden inden vi andre nåede til forretten – tarteletter med høns i asparges, sådan en spiste han da også lige. Under talerne synes han det var synd der slet ikke var nogen der svarede dem der stod og talte,  så han deltog ivrigt i samtalen – inden vi listede ud med ham. Under sangene fulgte han koncentreret med – og under desserten spiste han ivrigt af bær og bananpandekager (og lidt is og pennacotta på ske.)

Der spises leverpostej (fotocredit til min far)

Der var mange mennesker at forholde sig til, og mange mennesker der gerne ville snakke med ham. Jeg havde været lidt spændt på hvordan han ville tage det, men han klarede det i fin stil og sendte mange smil afsted. Det var dog bedst at sidde ved mor eller far, men det må også være okay på sådan en dag.

Det var også lidt fint at se hvordan reaktion fra ham var større da det var mormor, morfar, mostre og onkel der kom over til ham, selvom de ikke ser hinanden hver dag, er han ikke i tvivl om hvem hans familie er.

Nu er han puttet (i sin egen seng) og snorkbobler – så krydser vi fingre for at natten går godt.

Flytte flytte flytte

31. marts, 2017

Nå – der blev stille igen, på trods af alle mine gode intentioner, så blev bloggen forsømt igen…

Grunden til det er, at kort efter at jeg kunne offentliggøre vores store glæde i form af en familieforøgelse skete der endnu en stor omvæltning i vores liv.

Gemalen, der blev udlært som butiksassistent i COOP i slutningen af januar, har nemlig fået nyt job – i nærheden af Randers. På under 1,5 måned blev vi enige om at vi var klar til at flytte til Randersområdet – gemalen fik jobbet – vi fandt et nyt sted at bo – fik arrangeret flytning – flyttede og gemalen startede på det nye job. Det er gået stærkt, det er livsomvæltende, det er lidt vildt – men det er samtidig også helt rigtigt for os.

Vuffen fik en forkærlighed for at ligge på flyttekasserne

Vi har længe vidst at Sæby ikke var der vi kom til at bo for altid – efter jeg fik et job som gav en pendlertur på 110 km hver vej, lå det ligesom i kortene at vi, på et tidspunkt, skulle flytte længere nedad i landet – vi skulle bare lige have gemalens uddannelse afsluttet først. Men det gjorde at vi gik i flyttetanker i 1,5 år – med løbende søgen efter hvor vi kunne tænke os at bo.

Da det så endelig lykkedes at blive gravid, blev alle flyttetanker lagt på hylden – i cirka en måned, for så kom jobtilbuddet, og så rykkede vi hurtigt – så nu bor vi i Langå (i ved, den der med banegården… Det var cirka den viden jeg havde om byen inden vi flyttede hertil)

Det er dejligt at være flyttet, selvom at en flytning kombineret med fuldtidsjobs + en graviditet ikke er det letteste i verden, har det givet en ro på som vi har savnet længe. NU bor vi HER og her skal vi blive boende et godt stykke tid endnu.
Samtidig har jeg fået cirka en times mindre transport om dagen og ikke mindst har gemalen fået arbejdstimer der gør at han har fri om aftenen og en del flere weekender end vi har været vant til. Det betyder at vi lige pludselig ser hinanden langt mere end vi plejer og hverdagen kan køre på en helt anden måde end hvad den har gjort længe – og det er uvurderligt!

Men flytningen var hård. Der var ikke lang tid til at få pakket i kasser, graviditeten har medført tabte kræfter og en frygteligt træthed til mig, så jeg kan slet ikke holde til hvad jeg plejer, jeg må ikke løfte på den tunge kasser og var derfor hele tiden afhængig af gemalen (og af gode venner og familie under flytningen) hvilket ingen brokkede over – bort set fra mig. Det er det eneste rigtige, men jeg hader at være hjælpeløs og ikke lige kunne klare tingene selv. Samtidig blev jeg frygtelig syg ugen op til flytningen og lå i sengen i flere dage (og levede af nutellamadder) hvilket lagde en dæmper på at få styr på de sidste ting – så selve flyttedagen var med stor frustration for mit vedkommende – der foretrækker at være helt tjekket og klappet og klar, især når man er afhængig af andres hjælp.

Vuffen tog flytningen med ophøjet ro.

Men som sagt, så er vi velsignet med gode og hjælpsomme venner og familie. Et par gode (stærke) venner og gemalens søskende hjalp med flytningen, og mine forældre tog sig af hele rengøringen af vores gamle lejlighed.

Min fornemmeste opgave blev at have overblik og sørge for mad i løbet af dagen- så det prøvede jeg på. Maden var der i hvert fald.

Flyttelæs på vej ud

Og nu bor vi så i Langå – og det er vi faktisk ret glade for. Vi har fundet et rigtig godt sted at bo virker det til, en slags rækkehus i en boligforening, med rolige naboer og den smukkeste udsigt til Langå sø

Ikke vores udsigt, men dog Langå sø

Vi har fået have igen og der er plads til os alle, gemal og mig, vuffen og ikke mindst parasitten når han/hun melder sin ankomst (forklaring på kaldenavn kommer senere)

Det at flytte til Randersområdet var egentlig ikke det værste valg vi kunne træffe. Via gemalens kurser under uddannelsen som salgsassistent, har vi fået nogle gode venner i området hernede. Jeg selv kommer (helt oprindeligt) fra Randers – og finder det indtilvidere ret hyggeligt at være flyttet tilbage til området, og kunne genkende byen og stederne omkring – måske ikke nødvendigvis finde rundt, men dog have en ret god idé om hvad vi skal hvor henne. Samtidig har jeg også et par gamle venskaber jeg håber at kunne genoptage og ikke mindst har jeg lidt familie tilbage i Randers. Så vi føler på ingen måde at vi starter fra bunden – som en flytning ellers meget vel kunne have medført for os.

Perlehøns som vi ofte møder når vuffen bliver luftet

Så alt i alt er vi glade, selvom omvæltningen har været stor, det tager tid at komme på plads og vi stadig har flyttekasser der mangler at blive tømt. Men det skal nok komme alt sammen, og nu ser vi frem til foråret for alvor sætter ind, med havearbejde, mere og mere lys og varme og ikke mindst gemalens fødselsdag på tirsdag og 20 ugers scanning på torsdag – der gerne skulle afsløre om børneværelset skal være lyserødt eller lyseblåt.